Kirkens historie

Sankt Mattæi kirke

Hjordkær kirke blev bygget 1520-22 efter påbud fra kong Christian II. Byggeriet påbegyndtes den dag, der ifølge en katolsk helgenkalender er indviet til Sankt Mattæus, nemlig den 21. september - deraf navnet. 
I et dokument fra o. 1280 nævnes Enleff (Ønlev) kirke, beliggende et par kilometer nordvest for Hjordkær kirke. Denne kirke blev sandsynligvis brændt ned af Erik af Pommerns soldater i 1411.

Et folkesagn

Kirken er kullet, dvs. har intet tårn. Og det har sin egen historie. 

Det må have været lidt småt med håndværkere i begyndelsen af 1500-tallet. For ifølge folkesagnet havde man hyret to kæmpestore trolde til at bygge Hjordkær kirke og en af nabokirkerne. De to trolde havde kun én murske, som de brugte på skift. De kastede murskeen frem og tilbage mellem hinanden. Men da trolden ved den anden kirke så, at trolden i Hjordkær blev først færdig, blev han så arrig, at han kylede murskeen mod kirken og slog tårnet af. Derfor har kirken i Hjordkær intet tårn.

Kirkeklokkken hænger i dag i en klokkestabel på den lille varp (dvs. en opkastet forhøjning) nordvest for kirken. I 1747 opførte man ganske vist en lille tagrytter, dvs. et lille 'klokkespir', over den vestre ende af kirken, men allerede i 1793 var den så sølle, at den måtte pilles ned, før den faldt ned af sig selv og slog nogen fordærvet.

Klokkestabel og tagrytter

I stedet for tårn blev der bygget en klokkestabel på en lille "varp" (d.v.s. en opkastet forhøjning) nordvest for kirken. I 1747 opførte man ganske vist en tagrytter (et lille "klokkespir") over den vestre ende af kirken, men allerede 1793 var den så sølle, at man måtte pille den ned, før den faldt ned af sig selv og slog folk fordærvet!

Kassø

I forbindelse med kirkebyggeriet 1520-22 blev sognet genoprettet, og Kassø ude i den vestre ende af sognet blev overført til Hjordkær fra Hellevad. Det var ikke populært hos præsten i Hellevad, Laurs Dithmar. Han protesterede på det kraftigste, og på den indre tårnmur i Hellevad kirke lod han opsætte en tavle med indskriften: "QUIDQUID DELIRANT REGES PLECTUNTUR ACHIVI ANNO MDXXI kom Casse fra Helleway til Hjordkær". Det betyder frit oversat: "Man må bøde for kongernes afsindige foretagender. 1521 kom Kassø fra Hellevad til Hjordkær".

Ombygninger

Trolden, der byggede Hjordkær kirke, var vist ikke en særlig god håndværker. Murankrene på vestgavlen bærer årtallet 1722 og på østgavlen 1761 til erindring om, at det var nødvendigt med en genopbygning af begge kirkens gavle, førend de sank helt i grus.

Våbenhuset var trolden heller ikke særlig heldig med. Det nuværende er det tredje, bygget i 1762. Da det blev bygget satte man et solur over døren. med indskriften: SOLI DEO GLORIA - dvs. "Gud alene æren" - og siden har det stået solidt og godt!

Inventar

Døbefonten er det ældste af kirkens inventar, sandsynligvis fra kirkens indvielse i 1522. Granitstensfonten er enkel og uden pynt.

Altertavlen er sammenbragt gods fra forskellige tidsperioder.

En alterskammel i det sydøstlige hjørne af koret brugtes tidligere ved uddeling af nadveren.

Klingposer er der hele to af, anbragt bag altertavlen.

Prædikestolen er fra 1625-30 og det absolut mest seværdige i kirken. De fem bemalede relieffer på prædikestolen er meget flotte.

Se en fin lille video om Hjordkær Kirke